Skal vi lege? 1/3

Det er umiddelbart ikke muligt at lægge pdf-filer op på siden her, så istedet får du historien i tre dele. Bemærk der er på ingen måde læst korrektur, men simpelhen bare knaldet ord ind. De korrekturlæste og redigerede udgaver gemmer jeg til mig selv (og andre lyssky formål!). Historien her handler om en pige i skolestarten. Hun er vel en slags Tralala (har du nu undersøgt hvem det var?) i barndommen.

Solen skinner, flaget er hejst foran skolen og gårdene er fyldt med børn.
Klokken ringer ind. Elever går ind i klasserne, lærerne går ud fra lærerværelset og tager nogle af de elever med sig ind, som ikke lige hørte klokken eller hvad undskyldningen nu er.
Første klasses lærer er endnu ikke kommet.
Freja, med håret i to løse rottehaler, kaster bolden op af væggen, klapper to gange i hænderne og griber den igen. Så giver hun den videre til Caroline som gør det samme og giver bolden tilbage. Sådan fortætter det med flere og flere klap og så skal man til at hoppe eller dreje rundt om sig selv indtil en af dem ikke når at gribe bolden inden man er færdig. Freja foreslog at man godt må få en chance da Caroline ikke nåede at dreje rundt om sig selv før. Det aftalte de at var ok.
Søren dribler fodbolden, højre, venstre og udenom Ali, der straks sætter i sprint, indhenter Søren og stikker en fod ind på bolden så den ryger ud og Søren stopper op og kigger forvirret efter den.
” Det er vores!” råber han såret, som om nogen allerede har sagt at det bestemt ikke var deres.
” Ja, ja.” siger Ali, ” Kom nu bare.”
Inde i klassen sidder Oliver og læser i en bog som læreren har lånt oppe fra 2. klasse og som han har fået lov til at læse i frikvartererne hvis han synes at det bliver lidt for svært det der ude i skolegården. Bogen er lidt for kort og lidt for let, men det vigtigste er at han læser meget og han må ikke læse de store, tunge bøger endnu synes hans lærer og det råd prøver hans mor at følge, men der går nok ikke lang tid før der står fantasy på hylderne hjemme på værelset.
Så kommer læreren.
Det er faktisk en lærerinde og hun kalder dem ind og siger, med en i bogstaveligste forstand, løftet pegefinger, at de skal sætte sig på deres pladser, og faktisk skal man gå ind lige så snart klokken ringer også selvom læreren ikke kommer lige med det samme. Hun er lidt træt af at skulle sige det. Oscar rækker hånden op og hun sukker.
” Ja, Oscar hvad vil du sige?”
” Kan du så ikke bare holde op med at sige det?” siger han og griner og kigger på de andre i klassen, men der er ikke rigtigt nogen der griner.
” Jeg har sagt det Oscar! Jeg gider ikke det der fis. Du spilder alles tid.”
” Jeg fiser da ikke.” Igen kigger han rundt i klassen og der er stadigvæk ingen der griner.
” Oscar! Stop det!” Siger hun med meget høj stemme. Hun råber bestemt ikke.
”Nå, nå…” mumler han for sig selv og kigger ned i bordet og tegner lange streger med noget juice som han spildte fra sin drikkedunk da de spiste frokost.
Søren kigger over på Oliver der griner lidt for sig selv og Søren kan næsten ikke lade være med at grine, men så kigger han over skulderen og ned på Freja en række længere bagud i klassen og hun griner ikke, men bare stirrer på Søren og så stopper han. I samme sekund ser Oliver Sørens reaktion og stopper også.
” Vi skal lige have samling inden vi arbejder i bøgerne. Oscar du sidder ved siden af mig.”
” Øv!” Udbryder han og banker i bordet med en knyttet næve.
Hun forsøger sig med:” Men det er så hyggeligt.”
” Det er kedeligt.”
” Det er hvad du selv gør det til.” Svarer hun og ruller på sin saddelstol hen foran bordene og gør klar til en rundkreds.
Alle tyve sætter sig i en rundkreds. Overfor læreren, sætter Freja sig med sin pude. Søren maser sig ned ved siden af hende og de andre må bytte lidt rundt, så det passer med dreng-pige. Prikker hende på låret og hun prikker ham i siden og så holder de i hånd, bare lige kort, inden de slipper hinanden igen og tørrer deres hænder på lårene af deres bukser, mens de sætter sig lidt tættere til hinanden. Læreren ser det og hun bliver helt varm indeni. Hun tager sig til hjertet og lader så hånden falde afslappet ned i skødet på nogle papirer eleverne skal have med hjem efter rundkredsen. Nogle pladser længere rundt i kredsen sidder Oliver, der smiler til Freja, men hun vender hovedet væk og tager Søren i hånden igen.
”Ja, Oliver?”
” Jeg er færdig med min bog.” siger han og i øjenkrogen ser han Freja der kigger på ham.
”Nå, det var da hurtigt.”
” Ja, jeg er hurtig til at læse” fortsætter han og Freja slipper Sørens hånd.
”Det må du da nok sige. Hvornår fik du bogen? I går?”
” Og jeg er lige begyndt på en ny, som jeg har fået af min morfar.” Han kigger på de andre i kredsen og han ved godt at hans mor har sagt at han skal ikke snakke for højt om det, men han synes det er snyd når nu han er så god og hurtig. Mor siger at de andre lige skal lære det, men så kommer de også til at læse. Du er bare lidt hurtigere. Sandheden er, at Oliver stort set har lært sig selv at læse og der går ikke mange måneder før han keder sig i skolen, for det er allerede begyndt lidt.