Ond sommer

De seneste år har stået på stegeferie ved stranden og dertil hører den klassiske, letfordøjelige og særdeles underholdende krimilitteratur. Måske en gyser eller en splatter her og der, men intet af det er ment helt alvorligt (fra læserens side vel at mærke). Dan Brown kickstartede, for mit vedkommende, en læsning af de bøger de var centrerede om noget historisk, nærmest dokumentarisk, velvidende om den noget tilpassede virkelighed der eksisterer i disse fortællinger. Så derfor røg der bl.a. Belladonna dokumentet (Caldwell & Thomason) på en læseliste til en ferie i Grækenland sammen med en anden, hvis titel jeg desværre har glemt, og det var nu alt i alt ganske fint. Stephen King har jeg været stor fan af, men det stoppede ligesom og så røg jeg på Koontz. Folk har opfordret mig til at læse Stieg Larsson, men jeg er bange for at blive skuffet.
Nå men, forrige år tænkte jeg, at der skulle ske "et eller andet", det var som om ferien og læsningen gik med at få fyret nogle sider af og så var det lissom det. Jeg læste Rosens Navn (Eco) og så derefter filmen.
Sidste år måtte der ske noget endnu mere. Noget der var centreret om dansk litteratur, så udover Det Syvende Bånd (Madsen - og bogen var i øvrigt ik' lige mig... host) fik jeg fat på Kongens Fald - og sikke en bog! Tænk at jeg skulle leve i omkring 25 år uden at have læst den! Det må jeg sige, trods dobbelt a var det simpelthen en oplevelse og det har nok været med til at ændre noget af min læsning. Denne sommer har stået stort set uden knaldromaner. Jeg fik læst Ondskaben, som også er helt igennem buldsolid, ærlig og vanedannende.

Og så 1984, som er så ond som noget kan være. Nu er det Sidste Udkørsel til Brooklyn som er, om muligt, endnu ondere. Men denne ondskab viser bare hvor lyst livet kan være, og det er derfor jeg vil opfordre enhver til at sætte spørgsmålstegn ved den lette sommerlæsning og udfordre sig selv til at finde noget man tænker er umuligt at komme igennem. Måske kan min kommende læseliste inspirere?