Uddrag

Følgende er et uddrag fra en noget længere tekst som jeg arbejder med for tiden - og i øvrigt har arbejdet på alt, alt for længe. Selve idéen, plottet og overordnede handlingsforløb kan jeg desværre ikke afsløre. Til gengæld håber jeg det vil lokke dig til at ville læse mere.

Som jeg nærmer mig bygningen, går det op for mig hvor høj den egentlig er. Især i forhold til de mindre bygninger der er spredt udover området: Flade pakhuse og tørdokker til mindre, private både, bilhandlerlagre og små shippingkontorer. Øverst ser den ud til at være flad, idét en helikopter forsvinder fra mit synsfelt som om den lægger an til landing på taget. Jeg parkerer min cykel udenfor. En sandfarvet hund med lang pels står og gør ved cykelstativet, så jeg finder en plads så langt væk fra den som muligt, men kommer alligevel ubehageligt tæt på den da jeg skal ind af de store dobbelte glasdøre. Arkitekten må være et sadistisk svin. I et langt, horisontalt, cylinderformet greb af poleret rustfri stål ser jeg mit ansigt forvrænges i udblødede mørke skygger og min hånd vokser til enorm størrelse som den nærmer sig og griber fat og skubber.
En lav summen af aircondition.
Et videokamera i et hjørne i mellemgangen.
Per refleks tørrer jeg skoene af i måtten. Kameraet drejer lydløst og dets objektiv ændrer længde som om det zoomer ind på mig. Jeg stopper med at tørre fødderne og sænker hovedet så det ikke får mit ansigt med i billedet.
Lobbyen består af et ultra glatpoleret, nærmest spejlblankt, mørkt, lakeret trægulv lagt i et mønster af rektangulære brædder der skiftevis drejer og ligger vinkelret på hinanden. Skranken består af lige så glatpoleret stål som grebet på døren. Ved elevatoren til venstre for skranken står en vagt med glatbarberet isse. Alting er glat lader det til. Selv palmens blade ved siden af ham ser glatte, skinnende og kunstige ud. Som om den har fået et lag lak så man er fri for at passe den. Evigt liv i lak, vær så god. Åndssvagt.
Jeg tæller to videokameraer til og holder så op, jeg skulle nødigt fremstå som en bankrøver på rekognoscering – selvom her godt nok sikkert ikke er penge. Det ved jeg faktisk ikke. Umiddelbart ligner det her ikke et medicinalfirma, men stemningen passer meget godt: Her er rent og koldt. Stedet er trimmet for alt overflødigt pynt, udover den enlige palme ved vagten. Måske er den der så han har et sted at pisse, for der er ingen skilte der henviser til toiletterne. Faktisk er der ingen skilte overhovedet. Det eneste der antyder at jeg er gået rigtigt er det laserudskårne logos skygger i stålskrankens front og det svævende logo på computerskærmen der er integreret i skrankens top. Jeg prikker med en finger og logoet forsvinder. En menu giver mig valgmulighed for at vælge tolv forskellige sprog. Derefter kan jeg vælge mellem ansat eller besøgende og så skal jeg indtaste mit navn, adresse og telefonnummer på touchscreenen. Alle farver er blå, gråblå, dueblå, azurblå, kongeblå, kornblomstblå, lige indtil jeg er færdig med taste og en hvid profil af en hånd dukker op på skærmen. I centrum af den af den står der at jeg venligst skal lægge min hånd her for at fortsætte. Jeg gør som venligst beordret og lys kører fra toppen af skærmen og ned ligesom en scanner, som afsluttes med et bip og jeg fjerner hånden og knytter og åbner den et par gange mens jeg skiftevis kigger på skærmen og hånden.
Gæst registreret står med knaldende orange midt i hånden. I det mindste er jeg ikke patient, forsøgsperson eller offer. Måske får jeg den titel efter besøget. Derefter skriver jeg under på nogle vilkår, som jeg ikke gider læse, med en plasticpen som man kan afklikke fra en holder lige over skærmen. Min underskrift blinker tre gange som om den forsegler aftalen ved hvert blink og så skifter teksten og beder mig om at gå over til elevatoren. Jeg kigger over mod vagten der kigger frem for sig og overhovedet ikke ænser mig. Han har selvfølgelig en blå skjorte på. Et slips i en lidt mørkere nuance og sorte bukser. Fra hans øre hænger en spiralleret plasticindhyllet ledning der går ned under hans krave. Han har ingen pistol eller knippel, men blankpolerede sko. Hans våben er distanceret elegance og evnen til at fryse én ihjel med sin kolde skulder. Jeg går hen til ham og elevatoren og med et hævet øjenbryn leder han mit blik ned på endnu en skærm der stikker skråt ud fra væggen ved døren. Jeg lægger hånden og den samme type lys som ved scanningen blitzer for øjeblikkeligt at blive aflyst af en total grøn skærm.
Døren glider op og forsvinder ind i væggen.
Den skjulte ikke en elevator og jeg kigger forundret på vagten.
” Du er ikke den første.”
” Der hvad?”
” Tror det er en elevator.”
Måske udstøder jeg et lille fnys gennem næsen, men i hvert fald går jeg ind i det lille rum der er dækket af et gulvtæppe i en ny blå nuance.