Gældsfri

Han klapper hesten blidt og aer den ned over manen med den ene hånd mens den anden holder fast om kanylen. Hesten gav et kort spjæt fra sig, men ellers er den vant til smerten fra nålen. Hæmmet adrenalin der først virker om nogle minutter. Dianobol og clenbuterol til musklerne som piller de har tvunget ned i halsen på ham eller blandet med foderet. De har endda haft deres dyrelæge forbi et par gange om ugen, siden det startede, med poser med blod.
De har fandme bloddopet min hest! Hvem bloddoper en fucking hest?
Der gik et halvt år og så begyndte de at komme med nogle andre typer kanyler. Han spurgte hvad det var for noget, men de bad ham om at holde sin fucking kæft og hvis han ikke ville have at de gjorde det, kunne han jo bare betale. Selvfølgelig vidste begge parter at han ikke kunne betale, så de sprøjtede genmanipulerede vævsceller fra belgian blue køer direkte ind i de store lårmuskler. Siden den dag kom de fordi samtidigt med dyrelægen og sørgede for at alting gik som det skulle. Hesten voksede enormt, men dopingkontrollen havde endnu ikke afsløret noget. Plasma extenders, albumin og epitestosteron i kanyler ligesom den han står med nu. Men sløringsstofferne bliver opdaget hos andre. Dopingkontrollanterne kiggede hver gang ham og rystede på hovedet med sammenknebne læber i et vi ved det godt udtryk. Alligevel gik han fri og senere samme dag ville de komme og spørge hvordan det så gik med kontrollen med et fedt, smøret grin tværet udover deres forpulede ansigter. Nogen gange stod de endda og talte penge i stalden før de lagde dem i en kuvert og gav den til ham med bestemte miner. Nu ikke noget pis, vel? Ellers myrder vi fandme kræet. Hjertet på hesten banker hurtigere og hurtigere. Adrenalinet. Han kigger på sit ur, tiden skulle ellers passe. Der lyder en klokke.
Første signal: Han trækker den med sig ud mod startboksen i en kolonne efter de andre ryttere. Han kigger nedslået og deprimeret ned i mudderet og på sine hvide bukser og lilla trøje. Efterhånden har han nærmest fået åndenød hver gang han er trukket i sit silks. En kvælende fornemmelse som han har igen nu og han kaster op i munden, men for ikke at tiltrække sig opmærksomhed sluger han det igen. Metoprolol, pindolol. I starten tvangsindsprøjtede de dem, men da de pegede på hestens pande med en pistol, de psykopater, indvilligede han i at tage dem frivilligt. En jagende smerte fra hans nyrer lammer ham et øjeblik. Smerten trækker hans muskler i lænden sammen og der lyder et lille knæk fra en ryghvirvel der går ud af led og falder tilbage igen. Instinktivt tager han sig til lænden for at støtte ryggen og han puster ud og slapper af igen. Ingen har lagt mærke til noget. Hesten virker rolig, men han kan nærmest høre hjertet banke selvom hans øre ikke er lagt til dens krop. Han klapper den på siden som for ligesom at sige at alting er okay.
Andet signal: Klar i boksen. Den trækker sammen om ham. Tunnelsyn. Følelsen af at være alene. Selvom der er tusindvis af publikummer kan han ikke se dem, men bare høre deres høje, summende hujen, klappen og jublen. Han føler han holder fast for livet om en tømmerflåde i et tropisk uvejr og lynene rammer ham konstant i nyrerne. Kom så! Vi kan godt! Svimmelhed og søsyge. Han kaster op igen og denne gang lader han det bare komme ud af munden og ned forbi hestens ører.
Tredje signal: En klokke dundrer i deres ører og to små porte foran ham åbner og hestens adrenalin niveau er nær maksimum. Den kaster sig ud af boksen med et ryk og galoperer for fuld kraft fra start af. De har lovet, at hvis han vinder den her, vil de lade ham være i fred. Smerten fra nyrerne vender tilbage og han bider sig selv i underlæben så det bløder. Han kan mærke hvordan han må koncentrere sig om at holde fast på tøjlerne og spænde i musklerne, men alligevel kan han se sine egne fingre langsomt slippe. Halvvejs og de er foran med to hestelængder. Det er sensationelt i en finale. Lydene fra hovene ekkoer og runger, de trækker store klatter af mudder op og regnen pisker ham i ansigtet. Hestens enorme muskler spænder og trækker sig sammen i en taktfast, hurtigere end nogensinde, rytme, som stemplet i en benzinmotor, og ryster hans krop, så han hele tiden er lige ved at falde af. Han kan se sig selv udefra komme susende rundt svinget svøbt i brølet fra publikum, markeret som blot et slør af farver i en uladsiggørlig hastighed. Hestens og hans hjerte banker i samme rytme. Hurtigere og hurtigere, på randen af eksplosion. Pludselig glider hans ene fod ud af den glatte stigbøjle og benet strækker sig ud og han falder ned i sadlen og ødelægger hestens rytme og den vrinsker i smerte da han rammer den på ryggen midt i en opadgående bevægelse og kaster ham videre til den ene side. Uforvarende trækker han i tøjlen så hesten følger med og trækker til den modsatte side af hans løse ben og han kan mærke hvordan hans tyngdepunkt forflyttes så han er ved at ryge af saddelen. For hvert skridt hesten tager rykker han længere og længere ned på siden af den og hænger til sidst med det ene ben oppe på saddelen og det andet under hestens bug. Han rider sidelæns og griber med en hånd på saddelen, mens den anden holder fast i tøjlen. Han ser ikke stolpen der holder de hvide sidebjælker i kanten af banen på plads, men mærker blot den syngende smerte i hovedet og forvirres totalt et øjeblik hvor han er blind, men synet kommer igen lige inden den næste stolpe. Den rammer og hans hoved slynges bagud. Hjelmen flækker med en splintrende lyd, bliver grebet af vinden og falder om i nakken. Stroppen hænger ved om hans hals og han får svært ved at trække vejret. Der er få meter til mållinjen. Hesten galoperer videre. Stofferne styrer den frem og frem og frem. Mållinjen er placeret mellem to stolper og han rammer den sidste stolpe direkte med ansigtet forrest så næsen brækker og eksploderer i en sky af blod. Hans ansigt hæver op med det samme fra alle blodkarrene der er sprunget og med tungen mærker han at alle de forreste tænder enten er knækkede og skarpe eller slet ikke. Kæben er brækket og trukket ud af led og hænger ledløst i en skæv vinkel. Det ene øje kan han ikke se ud af, men i monovision ser han sin hests ansigt og dens pupiller er totalt forstørrede og kulsorte. Det er ikke længere hans hest. Det er ikke engang en hest. Det er en panisk skygge af noget han engang elskede. Lyden fra hestens hjerte, der eksploderer, er tung og den tvinger hesten ned i knæ på forbenene, så den laver en kringlet kolbøtte henover sin egen hals der knækker og trækker jockeyen med sig rundt. Mudderet bærer dem i mål i de sidste par meter. Regnen trommer på publikums paraplyer og alle holder vejret i spænding og venter på at jockeyen rejser sig op igen og at hesten klodset finder vej op på sine fire ben. Men det sker ikke. Jockeyen ligger stille under hestens enorme krop. Hesten spjætter krampagtigt med benene, som om den stadigvæk galoperer for at komme i mål.