I min tid som soldat hørte jeg om en fyr i en anden lejr der havde revet alle sin kones breve i stykker og nu gik han og tyggede på dem som tyggegummi mens han var på patrulje. Officielt var det ikke tilladt at holde statistik over hvor mange man havde pløkket, men efter konen havde fundet en anden var det umuligt at holde skjult, at han var den der absolut havde skudt flest. Det var et års tid siden at det begyndte.
Engang på patrulje var hans enhed dukket op midt i ingenting. Solen stod ned over os som var vi kættere i et bål og vinden tog mere og mere til og jog sandkornene op på os, så vi havde dækket ansigterne og taget vores beskyttelsesbriller på. Enkelte gik med en arm oppe for at beskytte ansigtet de steder hvor masken ikke dækkede ordentligt eller blæste væk fra.
De havde bare ligget der langs vejen skjult under sandet og ventet på at nogen skulle dukke op som blinde offerlam.
Det gjorde vi så.
Han var oversergent og ledede sin egen femmandspatrulje og i stedet for at skyde eller råbe at vi skulle standse, stormede han frem med bajonetten forrest og våde, klistrede stykker af kærlighed blæste ud af mundvigene på ham, lige indtil han ramte vores eneste uddannede læge i maven. Ørkenvinden overdøvede alt. Selv hans råb forsvandt med vinden, så det så ud som om de begge stod der og stirrede på hinanden med åben mund uden at sige et ord. Han med fråde ud af mundvigene og vores læge med blod. Man kunne se det på hans ansigt da det gik op for ham hvad han havde gjort. Det smeltede ligesom stearin i en ovn.
Automatisk sprang patruljen ned på vejen med geværerne pegende imod fjenden, og vores LMG tror jeg nok skreg, og begyndte så at fyre løs mod oversergenten. Nu var vi fjender og de svarede igen ved også at lægge sig ned og fyre mod vores LMG. En eksplosion fra en håndgranat blæste området fri for sand i et uendeligt lille øjeblik efterfulgt af den rislende lyd af millioner af sandkorn der faldt ned i igen og blev hvirvlet rundt af ørkenvinden der nu var blevet til en storm. Lægen og oversergenten faldt fra hinanden og dumpede ned i sandet. Og jeg stod der og så hvordan vores patruljer dræbte hinanden. Jeg blev ramt i læggen, du ved, en af de der kugler der kun rammer halvt, så såret åbner sig på kanten af musklen og blotlægger alt indenunder og sandkornene vil altid finde vej uanset hvor god en forbinding man lægger.
Der lød endnu en eksplosion og jeg lagde mig ufrivilligt ned.
Da jeg vågnede var vinden løjet en smule af, men den skød stadig ubarmhjertigt, sand ind i hver en krog og det sved i mit sår. Heldigvis var det stoppet med at bløde, men jeg kunne ikke gå med det samme. Lægen prøvede at råbe til mig. Han lå nogle meter fra mig med blod på brilleglassene og tog sig til maven. Han rakte mig et brev med et foto af en kvinde og bad mig give det til hende og så lukkede han øjnene og sank endnu mere sammen. Jeg læste brevet og så på billedet af en smuk kvinde med nøddebrunt, skulderlangt hår og lige så brune øjne. Hun smilte et skævt smil, et af dem der man altid kan genkende, og sad i en seng med en nyfødt dreng. Han stod ved siden af og holdt den ene arm om hendes skuldre.
Bagefter samlede jeg hundetegnene ind fra alle og tjekkede brystlommer, det var der vi efterlod breve, og fandt også et par stykker, også den anden patrulje, for vi var trods alt på samme side. I oversergentens brystlomme fandt jeg et kort hvor min patruljes rute var indtegnet. Der stod også vores navne listet op og jeg stod øverst. Lægens navn var indcirklet med rød tusch. Der lå også et foto i hans lomme. Et foto af en gravid kvinde, med et skævt smil og nøddebrunt hår, i en have ved en grill. Ved hende stod oversergeanten og kyssede hende på kinden og bagved, ved grillen, stod lægen med drejet overkrop vendt mod kameraet, skålende med en øl i hånden. Bag på stod der:” Kærligheden kender ingen grænser når du er nær. Din skat.”
Jeg fandt radioen under radiomanden der lå og stirrede op mod solen som om han prøvede at sluge den. Hjemme i lejren bad jeg om hjemsendelse, for som jeg sagde, vi er fjendeland og her er vi alle grænseløse fjender.
Min overordnede troede nok, at jeg havde fået noget posttraumatisk efter skudepisoden, så der gik en dag og så blev jeg hentet af en jeep der kørte med post. Lige da jeepen forlod lejren begyndte jeg at græde. Og jeg græd hele vejen til lufthavnen og ombord på flyet stoppede jeg først da flyet forlod jorden.
Sådan kom billederne hjem igen, spættede af sand, blod og tårer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar