Pistolen - del 3/3

Han ryster noget og kigger sig over skulderen og jeg har fortalt en del gange at jeg har pengene i orden og han siger at det ved han godt at det er ikke så meget det og bla bla jeg lytter ikke længere, misser med øjnene bag mine solbriller og fanger et blond skår bag ham. Hun dukker op fra baglokalet, han vender sig og be'r hende skrid bagom igen, men hun står og glor og er pisse ligeglad, pisse bange, og jeg smiler bare til hende og vender munden ned igen når jeg glor på pikken der ikke får nosset sig sammen til et salg. Om hvad jeg skal bruge den til og hvorfor dit og hej hej. Endelig lægger jeg pengene på disken og så er det nu der skal vægtes værdier: magt mod magt. Hvor meget magt har det jeg tilbyder mod den han har og det lader til at der er rigeligt og onanerende rækker han under disken efter et viskestykke i hvid og blå. Et par skridt og hun er fremme ved ham, bag ham, på ham med en hånd og under ham i ord. Skuddet brager og genlyder i tusinde ekkoer og vi danser i slowmotion rundt på væg og loft og hun parerer med sit sværd, hugger projektilet i to, skyder det tilbage, sluger det, hugger ud efter mig og splitter mig. Vi er nu to mod en og vi skyder samtidigt fra hver vores vinkel mens hun flyver ud af et vindue og ned på en sø. Kontinuerlige skud der nærmest lyder som maskingeværer i en blodig krig, men hun er uovervindelig og midt i sin storhedsperiode ser jeg en svaghed, sigter og skuddet rammer plet, hun flygter. Jeg smager på sporene af brændende blod der fører mig hen til hende. Hun vil smage det selv og tager fra sig selv og byder også mig for hun er ramt i benene og kan ikke længere løbe. Og jeg smager og dør. Og hun dør. Før han får set sig om læner jeg mig frem, griber pistolen, lader den, tager hende bag nakken med venstre hånd, kysser hende tungt og med højre hånds magt forlader en stor del af hans hjerte sin funktionelle form i et enkelt øredøvende host.

For hvorfor lade os separere af noget vi kan overvinde? Er det her jeg skal lade mig selv overvinde eller overvinder jeg noget der for andre virker uovervindeligt? Mit tab eller min sejr er måske at betragte som en status quo taget omstændighederne i betragtning. Det er her jeg lader mig overvinde for i sandhed er det jo hvad der sker når jeg allerede skal beslutte om det er det ene eller andet. Jeg troede ikke at den ville smage metallisk, men det må være det tidligere skud og jeg ved at når jeg er færdig med min smøg, og det er der ikke lang tid til, så er der kun en reel smag af røg tilbage. Evighedens. Her er min takketale, for det er hvad vi trænger til når vi er pressede: Nogen at takke. Også selvom det er uventet, så er der altid nogen at takke. Hun er vel den der står på min liste.