Pistolen - del 1/3

Her ligger en skarpladt pistol – ja pistol. Skarpladt betyder at hvis der trykkes hårdt nok på aftrækkeren, og det er ikke nødvendigvis hårdt, så affyres et projektil med dødelig fart. Ja undskyld mig meget, men det er sgu da ikke alle der ved hvad skarpladt betyder og ikke engang projektil. Pistolen er klar til at dræbe. Det er i øvrigt vigtigt her at skelne mellem revolver og pistol. En revolver har en rund lader der drejer, du ved, russisk roulette a la Deerhunter, ni hau og alt det der. Der er mulighed, potentiale, risiko, sandsynlighed for at der mangler en kugle og dermed en formindskelse af mulig dødelig udgang. Hvis personen der har ladt altså ikke havde kugler nok, eller måske en der er røget ud og tusinde andre grunde. En pistol, som den der ligger foran mig, har skarpladt altid kun en enkelt mulighed og det er et bang. Ok, der er også en chance for at kuglen ikke virker, vådt eller løst krudt eller hvad ved jeg, men den her, den her pistol er skarpladt. Den er træt af pis. Den dræber hævnende for det kvælende tryk på dens aftrækker. Problemet lige nu er at jeg fortæller i nutid og det er jo forkert, for pistolen er ikke skarpladt, den var skarpladt. Kuglen mangler rent faktisk og over for mig har den placeret sig i en kvindes kranie. Hun ryger ud af munden og hvis man kigger nøje efter kan man faktisk kigge igennem hendes… nej. Hullet er begyndt at bløde til. Blodet koagulerer ikke endnu og kuglen er heller ikke i hendes kranie. Tiden. Ja tiden løber ligesom fra min fortælling. Alt hvad jeg fortæller sker imens så min tid er jo selvfølgelig forskudt i forhold til hvad jeg rent faktisk kan nå at skrive. Hun er klædt i gå-i-byen-tøj, make-up der passer til, hvis noget gør, og hun er, selvfølgelig blond som månen der skinner i en revolver (denne pistol er sort, keramisk Glock).